Jeg hedder Peer Marius Pedersen født i 1944 og boede på Mesterstien i hele min barndom. Jeg har fundet denne historie frem, den er skrevet for flere år siden i mine private barndomserindringer men må gerne gengives på jeres hjemmeside. Billederne er klassebilleder fra Utterslev skole med klasselærer Jepsen.

 

7 år gammel i 1951, var det tid til at begynde i skole, det blev Utterslev skole der med sine træbygninger og klasser op til 5 klasse blev starten på min skolegang.

Min første skolebog, Ole Bole, samt de 30 klassekammerater, vi var 31 i klassen, fik en start jeg aldrig glemmer. Klasselæreren, Jepsen, var meget social og gjorde meget for at få alle med, dette betød at jeg ofte sad bagerst i klassen i den sidste time sammen med de elever der havde det svært, jeg blev sat til at lære mine jævnaldrende at skrive og stave. Stort var det da vores klasselærer, Jepsen, købte sig en ny motorcykel, hele klassen var ude ved skoleporten for at se den nye Java motorcykel.

At lære at skrive med pen og blæk var ikke let, et penneskaft og en god spids pen var absolut nødvendig hvis man skulle lære at skrive pænt og ikke klatte for meget. Blækket, vi skulle skrive med kom læreren med i en stor flaske og hældte op i blækhuset så meget som han mente vi skulle bruge. Diktater og blækregning lavet med pen og blæk var nogle af de opgaver vi var mindst glade for. 

Skolen var delt op i drenge og pige klasser. Når der blev ringet ind til time stillede alle op klassevis 2+2 i geledder, gik ind når gårdvagten gav lov, en klasse af gangen. Det var bare om at stå pænt uden at snakke ellers kunne der vanke en på siden af hovedet af gårdvagten. En af de meget populære lege i frikvarteret var kuglespil. En kunne have medbragt en skotøjsæske hvor der var huller af forskellig størrelse, det gav point at trille kuglerne ind i hullerne, flere point des mindre hullerne var. Blandt pigerne, jeg havde også nogle, var hønseringe meget populære.

I spisefrikvarteret fik vi en kvart mælk og 4 stk. smørrebrød, alle fik gratis mad og det var muligt at få ekstra

mælk og ekstramadderne var syltetøjsmadder, det var små kaloriebomber men det kunne de fleste også tåle. Levestandarden var ikke særlig høj og mange var stadig uden arbejde efter krigen. En af de ting der berørte og harmede mig, lige fra første klasse, var når en af lærerne kom ind i klassen midt i en time og meddelte at han ville vide hvilken størrelse den eller den elev brugte i sko da han havde fået nogle strømper til udlevering til de børn der ikke havde det økonomisk godt hjemme. Børnenes kontor udleverede tøj til børnene før sommerferien og Julemad op til jul.

Oluf, en dreng i vores klasse, der fik denne hjælp, havde en far der var hjælper ved en kokshandler, han bar de store sække med koks ned i folks kældre, når de havde købt koks til kakkelovnen. Jeg besøgte ham og oplevede at han og broderen ikke spiste sammen med forældrene men kun fik det der blev til rest når far, der havde det hårde arbejde, havde spist det han kunne.

En sanglærer vi havde, mente ikke vi måtte spise og drikke før hendes sangtimer, så det var en stor fornøjelse at gå ned til den dame der bestyrede spisekælderen, få et par syltetøjsmadder og ekstra mælk umiddelbart før sangtimen, når sanglæreren opdagede dette vankede der, som hvis vi ikke sad ret op under sangen en eller flere med violinbuen, hun slog ikke, nej hun stak den ind i ryggen, så kunne det nok være vi kom til at sidde rigtigt.

Hun anbefalede også at jeg skulle til optagelsesprøve til Københavns sangskole, hvor jeg ikke blev optaget. Jeg startede også på at spille blokfløjte, hvilket jeg havde megen glæde af i 3 år. Musiklærerinden Frk. Næhr underviste på Bispebjerg skole og havde hvert år en afslutning i Hornung og Møllers Sal i København, hvor jeg blev klædt i de fineste mørke bukser og hvid skjorte samt butterfly. I 1954 spillede jeg Vuggesang af J. Brams til koncerten.    

8 år gammel skulle jeg på feriekoloni med Københavns kommune, sikkert fordi min mor var blevet meget syg af ledegigt fik jeg tilbudt et sådant ophold. Efter få dage på kolonien i Æbeltoft fik jeg hjemve og skrev til mine forældre at jeg ville hjem men da de nogle få dage senere kontaktede

lejeren var jeg kommet på bedre tanker. Da vi ankom til hovedbanegården efter opholdet blev jeg hentet af min moder og lillebror, vi kørte i Taxa hjem igennem byen. Jeg fortalte min moder om en skets der var blevet opført en dag på lejeren, en lærer var kravlet ind under et bord med et lagen der nåede helt ned til gulvet og en anden lærer sagde en formel der kunne gøre ham yngre, da han havde sagt denne kom et barn ud under bordet og sagde” Moar jeg skal tisse” jeg må have talt meget højt, vi sad på bagsædet af bilen, og da jeg sagde dette kastede chaufføren bilen ind til siden og sagde at vi skulle skynde os ud, da han fik sammenhængen kunne vi køre videre.

Igennem flere år var jeg tilmeldt Gabriel Jensens ferieudflugter, det var udflugter i skole sommerferien for børn fra Københavns kommune der havde behov for at komme ud i naturen i sommerferien, mange forældre havde ikke penge eller fri til at tage på ferie med deres børn.

Vi børn der var tilmeldt denne ordning fik et kort med et nummer på og kunne så i avisen læse hvilke numre og børn der skulle med nogle lærere til stranden eller på andre en dages udflugter, en 3 – 4 gange i sommerferien.

      

Hvert år arrangerede kommunen en tur til Københavns Zoologisk have, turen derind og tilbage foregik med sporvogn, vi mødte ved Bispebjerg skole hvor vi blev hentet af flere sporvogne bestående af en motorvogn og 2 bivogne, der var mange af disse vogntog og for mig var det meget imponerende.

 

Skolebiblioteket var et sted jeg kom meget, jeg læste næsten alt jeg kunne komme i nærheden af, en af mine ynglings forfattere var Niels Chr. Vestergaard, med F.eks. Klit Per bøgerne. Udvalget på skolebiblioteket blev snart for lille så folkebiblioteket ved Brønshøj torv besøgte jeg også flittigt.

            

I femte klasse skulle vi til prøve, vi skulle bestå en prøve for at se om vi kunne fortsætte i mellemskolen eller skulle i det der blev kaldt fri mellem. Jeg bestod prøven og kunne så komme i mellemskolen men min moder var af den opfattelse at

det var jeg alt for doven til så det ville hun ikke have. Jeg var både gal og ked af dette, den dag fik tårerne frit løb.

Fra 6. klasse skulle vi gå på Bispebjerg skole, her startede jeg også, det var ikke nogen stor overraskelse at skolen var delt i en pige og en drengeafdeling og at al fraternisering imellem kønnene straffedes hårdt. Lærervagterne i drengegården og i pigegården havde et skarpt øje på den hvide streg der delte gården i to dele og kom vi for tæt til stregen var gårdvagten der straks. Dette og hvis vi kom for sent i skole blev straffet med en lussing eller en svedetime. Kl.8,00 skulle vi møde i skole. Kl.8,00 blev porten lukket og først lukket op igen når alle klasser havde fået lov til at gå op i klasseværelserne, alle klasser var lejnet op i snorlige rækker 2+2 og først når alle stod stille, uden at snakke, fik de tilladelse til at gå op klassevis, de der ikke kunne stå stille, eller snakkede, blev sat op til væggen for senere afstraffelse. De der var kommet for sent til skole blev lukket ind i skolegården når alle klasserne var gået op, de skulle gå hen til væggen, hvor de der også skulle afstraffes stod. Nogle lærere lod derefter straffegeleddet gå op til afstraffelse hos de respektive lærere i klassen men vi havde også en der forlangte at alle elever skulle stå med front mod væggen, hvor der var fastgjort en langbænk til. Han var meget lille så han stod op på bænken, gik hen langs eleverne og stak dem alle en lussing hvorefter de blev sendt op til endnu en, for at komme for sent til timen.

Vi sad ved skoleborde der var sammensat af en bænk og et bord til 2 elever, bænken havde en fod plade der kunne slås op og i bordet var et hul til blækhus. Når vi blev trætte af at høre på læreren var det en stor fornøjelse at løfte fod pladen med fødderne og lade den falde ned med et brag, til stor irritation for læreren der oftest ikke kunne høre hvor larmen var kommet fra, han lærte dog hurtigt hvem der hurtigst blev træt af at høre på ham og som havde opgivet at følge med i timen. Klasselæreren, Hr. Hesselholt, var en meget lille ældre mand og kateteret han sad ved var meget højt, hans stol var også meget høj, han tog fat i sædet og i kateteret, når han skulle sidde på stolen, så sprang han op på

denne. Fra sin plads kunne han se ned over os, han slog aldrig men var omgivet af en respekt der var helt speciel.

Gymnastikken var ikke min stærke side, her var mine præstationer meget små og når vi skulle spille fodbold på gymnastikanlægget, der lå udenfor skolen, imellem nogle boligblokke, stod jeg altid tilbage efter at der var blevet valgt de 2 nødvendige hold og når læreren tildelte mig en plads på et af holdene var det altid under flere protester fra mine skolekammerater.

Efter disse gymnastik timer skulle vi i bad, her var kun koldt vand i hanerne og under bruseren og afvaskningen foregik med træuld, der kradsede fælt.

 

I flere år kom jeg i en Drengeklub stiftet af kirketjeneren i Utterslev kirke, ikke særlig stabilt men det lykkedes mig at komme med i redaktionen på et blad, Drengebladet, lavet på stencil, en i dag ukendt metode til bladfremstilling. 

Denne drengeklub arrangerede hvert år en sommerlejr hvor jeg deltog et par gange. Vi kørte med toget ud og hjem. En af disse lejre var i Aalbæk imellem Frederikshavn og Skagen, her startede hver dag med at vi rejste Dannebrogs flaget, alle var stillet op rundt om flagstangen og sang flaget til tops. Ved solnedgang stod vi der igen og sang flaget ned. Da jeg ikke var vild med den vilde leg som det ofte udviklede sig til når så mange Københavner drenge var samlet fandt jeg en ven og legekammerat i en lokal dreng fra en bondegård lige i nærheden, her lærte jeg meget om husdyr og det at leve på landet. Da vi skulle rejse hjem fik jeg af moderen en stor madpakke med, hun stod i køkkenet og smurte maden og gav mig pakken da jeg gik for sidste gang. Stor var min overraskelse da jeg åbnede pakken, jeg havde fået et stort stykke ost med i stedet for maden.

 

      

13 år gammel meldte jeg mig til et ungdomsskole kursus i elektronik og fik her lov til at bygge et krystalapparat, så kunne jeg høre radio i høretelefonerne, når jeg altså kunne få den til at virke.

Da jeg skulle ud af skolen fra 8. klasse kom min klasselærer Hr. Hesselholt, til mig og fortalte at jeg skulle tage noget pænt tøj på til afslutningen da jeg skulle op og modtage en flidspræmie. Jeg fortalte ham at jeg ikke havde gjort mig fortjent til denne og syntes at skolen hellere skulle give den til en af de andre elever som jeg vidste ikke havde klaret sig særligt godt men havde været meget flittig for at nå dertil hvor han var nu. Efter denne samtale blev flidspræmien ændret til en boggave som tilfaldt 10 elever der blev udvalgt af lærerne på skolen, jeg fik en af disse bøger.               

 

Rigtigt er det at jeg havde mange gøremål ud over skolen så det var nok ikke lektierne der optog mig mest. Jeg startede tidligt, 10 år, med at hjælpe til i ismejeriet hos Madsen. Jeg ordnede flasker, gik ud med varer og hver uge når de kunder der havde svært ved at betale deres regninger, fik løn, blev jeg sendt rundt for at få så mange penge ind som det var muligt. Nogle havde en gæld på både 30 og 40 kroner og det var ofte at jeg fik et afdrag på 2 til 5 kr. af gælden, når jeg så kom igen i næste uge var gælden igen oppe på det samme beløb.

2 gange om ugen kom isbilen med isblokke til isskabet der rummede mælk og andre kølevarer, smør og fedt fik vi i dritler med 50 kg i hver, det stod fremme ved  disken, så pakkede ekspedienten det smør og fedt folk ønskede at købe, ind i papir.

Når isblokkene blev leveret målte de ca. 25 gange 25 Cm. og var 1 meter lange og udenfor butikken

blev der lagt 10/15 stk. af disse, som jeg med en ishakke delte i 4 stykker og kørte ud til de familier der havde isskab hjemme.        

For at komme rundt til kunderne måtte jeg køre på en Long John cykel med lad, den kunne være meget tung, særligt hvis kunderne skulle have en hel kasse øl, det var en trækasse med 50 flasker i.

At bære varerne op på 2-3 sal var en tung sag for en dreng på 10 år og jeg måtte holde mange pauser på vejen op. Jeg kørte også jævnligt ned til mejeriet Enigheden for at hente

mælk, hvis mælkebilens leverancer ikke slog til.

Da jeg begynde at tjene penge, jeg fik meget lidt for arbejdet i ismejeriet, forlangte min moder at jeg skulle betale for kost og logi hjemme, dog ville hun gerne lave en aftale, hvis jeg satte halvdelen af det jeg tjente ind på en sparekassebog, skulle jeg ikke betale hjemme. Denne aftale betød at jeg blev en holden mand med penge på kontoen. Pengene skulle jeg have mine forældres tilladelse til at bruge af.  

Artiklen modtaget 26.12.2014 - Tommy

zzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz

Erindringer fra min skoletid fra  1941-1951

Anna Grethe Nielsen (født Henriksen) opvokset i Ringertoften.

 

Jeg startede i 1 c med 31 andre piger. Der var også en 1 a klasse. Vi havde frk. Madsen 1 a havde frk. Lykkegård. Frk. Madsen havde vi også i religion. Jeg elskede frk. Madsen og har senere måtet høre fra mine nære skoleveninder, at jeg var en af hendes favoritter.. Frk. Lykkegård fik vi som vikar en tid og i religionstimen skulle vi starte med at sige trosbekendelsen. Den kunne vi ikke. Hun blev helt chokeret over at frk Madsen ikke havde lært os den. Så tog hun fat. Hun terpede den med os hver gang vi havde time. I hele mit lange liv har jeg tænkt kærligt på frk. Lykkegård, når jeg i kirken kunne sige trosbekendelsen. Vi havde fra 3. klasse også geografi med frk Madsen og vi startede timen med at Danmarkskortet blev rullet langsomt ned medens vi sang "Venner ser på Danmarks kort". Frk Madsen lærte os at synge byerne på Bornholm, på Fyn og byerne i  Østjylland, startende med Skagen. De sange har hjulpet mig til at vide hvor jeg er i Danmark. Frk. Madsen blev forelsket i lærer Mortensen, som blev ansat som biologilærer, da vi gik i 4 klasse. De adopterede en lille pige. Vi var nogle der blev inviteret hjem til hende for at se barnet. Hun boede på Frederiksberg i en lejlighed som jeg husker det.

 

 

klassen 1950 IV Mellem

Anna Grethe sidder som nr. 2 fra højre i midterrækken

Erna sidder i samme række yderst til venstre.

Krigen var brudt ud i 1940 og vi kom til at opleve meget i Nordvest kvarteret. Jeg boede hele min barndom Ringertoften 26, 3. sal th. Da tyskerne tog vores skole blev vi henvist til Emdrup, hvor der på Nøkkerosevej fandtes lave huse i forbindelse med sport.

 cyklister ved Højbanen 1944

Jeg fik langt at gå for at komme i skole. Penge til sporvognen linje 16 der kørte på Frederiksborgvej var der ikke og cykel måtte jeg ikke få før jeg blev konfirmeret, det var min far meget bestemt med. Jeg købte cykel for mine konfirmationspenge og den cykel havde jeg i mange år. Der blev indkvarteret tyske flygtninge på skolen og de var der der vi blev befriet 5. maj 1945. jeg løb ned forbi skolen og ud på Frederiksborgvej hvor folk samledes og råbte og skreg også fra sporvognene der kom kørende. Så kunne man se de skladede hoveder i skolens vinduer, børn og kvinder, der blev afluset.

Efter sommerferien 1945 flyttede politiet ind i lokalerne i stueetagen. Vi børn flyttede ind på 1. salen bl.a. ved juletid bad frk Madsen 5 piger om at pynte op i klassen. Jeg var en af dem. Vi gik og pyntede og hyggede os, vi havde fået vores skole tilbage. Pludselig stod der en politibetjent med en lille pige ved hånden. Han bad os om hjælp, hun var kl 13 blevet bragt ind fordi hun var blevet væk. Nu havde politiet hende og nu havde hun skidt i bukserne og lugtede fælt.

 

Vaskene på gangen - billedet er fra 2002, da skolen fyldte 90 år, det er vist de samme som i 40'erne.

Da de tre andre løb, var det mig der tog pigen med ud til håndvasken der stod på gangen. Jeg fik sendt de andre hen og hente masser af WC papir som jeg kunne vaske hende med. Medens jeg stod med hende fik jeg øje på et sølvsmykke hun havde om halsen, der stod hendes navn og adresse på. Børn fik dengang sådant et smykke til deres barnedåb, det var jo praktisk hvis barnet blev væk. Jeg gik omgående ned til politiet of afleverede en ren bukseløs lille pige og spurgte så hvorfor de ikke havde kørt hende hjem, når hun havde navn og adresse om halsen. Det var nogle flove politibetjente, der modtog barnet. Politiet forsvandt i det nye år og vi fik vor skole med efterladte lus m.m. tilbage, men  lykkelige var vi.

Indlægget modtaget december 2014