Torben Gress har gemt dette udklip fra Københavns kommuneskolers enkeltmandsmesterskab i atletik på Østerbro stadion. Torben blev mester i 300 m. godt løbet, da vi jo kun havde græs at løbe på i skoletiden. Enkelte kender Freddy Larsen fra Grundtvigskolen også omtalt i artiklen

erindringer om gymnastik og idræt

Vakancelærer Adler Haugland var vores gymnastik- og svømmelærer. Han kom, som navnet antyder, fra Norge. Jeg har ladet mig fortælle, at han var tidligere europamester i spydkast, og at han havde trænet Norges atletiklandshold ved de olympiske lege i Helsingfors i 1952. Haugland var vel på mange måder det vi i dag forstår ved en ildsjæl. Det virkede, som om hele hans liv drejede sig om idræt. Han var ansat på Bispebjerg Skole som vakancelærer og underviste udelukkende i idræt. Han var tilsyneladende og helt logisk vel også tydelig bevidst om sammenhængen mellem præstationsevne og sund/rigtig kost.
Jeg kan huske, at han altid havde frugt liggende på bordet i gymnastiksalens omklædningsrum. Han var desuden storryger - Cecil - med gule nikotinfingre. Han var vel en streng gymnastiklærer forstået på den måde, at han tilrettelagde en undervisning, der krævede en god fysik/kondition og dermed også medvirkede til at vi fik en god basisform. Haugland kunne godt lide at 'håne' os, hvis vi ikke formåede at holde til programmet. Ord som 'punkterede cykelslanger' - refererede til ens manglende evne til at tage armstrækninger- direktør for Frelsens Hær, 'skal du brække dig' m.m. illustrerede hans 'håneri', men var måske også en metode til at provokere/motivere os til at yde vort bedste. Mandag aften var der ekstragymnastik, hvor alle kunne deltage - også folk, der ikke havde nogen egentlig tilknytning til Bispebjerg Skole. Det var særdeles hård gymnastik bygget op om kroppens største muskelgruppe - den firhovede knæstrækker - med det formål at give os den bedst mulige kondition og styrke. Dagen efter Hauglands ekstragymnastik kunne det godt knibe med at komme ud af sengen. Kroppen var simpelhen så øm efter gårdagens strabadser. Haugland var desuden træner i Ben Hur - datidens førende atletikklub, der havde klubhus i KFUM parken, hvor flere af os i øvrigt spillede fodbold i KFUM.
Hos Haugland var atletik en vigtig del af undervisningen, og vi tog rigtig mange idrætsmærker - så mange at klassen blev danmarksmester for flest tagne idrætsmærker.

Steffen


Min erindring om Haugland kan jeg på mange områder genkende fra Steffens beretning og naturligvis også ting jeg ikke husker. Jeg kan supplere med,at Haugland havde et meget lille skrivebord i omklædningsrummet hvor han lidt rundrygget sad og gav sine kommandoer: du kan ikke en skid..(med med langt i og tryk på d)

Der lugtede ikke specielt godt i lokalet - surt og ramt iblandet røg fra hans smøger. Det var en tid, hvor fodvorter florerede, så "gymnastiksko" - blå sokker med gummiagtig sål var obligatorisk. Når Haugland syntes, at snakken gik for vidt iblandet manglende evne til at kunne sine armbøjninger i ribben, så vankede der et "frimærke" - et slag på ryggen med flad hånd, ja datidens tatovering - et rødt symbol. Han var barsk men retfærdig og vi fik af og til lov til at spille basketball eller fodbold, hvor vi kravlede som myrer med numsen i gulvet. På sportspladsen fik vi mulighed for at dyrke forskellige øvelser. En specicel diciplin som slyngbold - en amerikansk fodbold-agtig tingest med en lang læderstrop, hvor man så roterede ala diskoskast og smed bolden i retning mod bebyggelsen på Tingskrivervej. Haugland, der iflg. ham selv var norsk mester i slyngbold, stod blot helt stille med stroppen i hånden og med en enkelt cirkelbevægelse lodret - slyngede bolden langt derudaf. Boldkast foregik med 2 slags kugler. Den lette i forskellige farver - et korkagtigt materiale lidt større end en tennisbold og så den tunge - mindre, overtrukket med læder - 2 halvdele syet sammen i kraftig lædersyning. De bedste af os kunne ramme hegnet mod Tingskrivervej. Det var en tid mellem saksespring og væltespring. Saksespring, hvor du i nærmest opretstående stilling saksede dine ben over overliggeren, som bestod af en lang bambuspind og væltespring, hvor brystkassen lå parallelt med bambuspinden. Var du til stangspring var stangen lavet af en meget tyk bambus stamme - ikke særlig behagelig - uhandy og uden affjedring. Som Steffen skriver var sliddet værd hos Haugland,udover det fysiske vandt skolen mange pokaler og rigtig mange tog idrætsmærket - bronze - sølv - guld - sølv med emalje og guld med emalje. Særligt husker jeg en lørdag aften, hvor familierne sad foran TV og så et fælles nordisk program, hvor det på tid gjaldt om at samle så mange ting sammen - her var det så pokaler. Jeg blev ringet op af en klassekammerat: "kom straks over på skolen, vi skal have skolens pokaler ind på Københavns Rådhus". Afsted, afsted - ind på Rådhuset med pokalerne under armen, hvor Otto Leisner stod der og råbte, mens sveden haglede ned fra hans temmelig sminkede ansigt. Med Bispebjerg skoles væsentlige bidrag, tror jeg vi vandt denne diciplin. Det indlagte billede fra dec 1962 med Haugland og Fosmark har jeg fundet i mine gemmer.

Tommy

Torben's oplevelser med idræt

Torben har venligst indsendt sine oplevelser om idræt på Bispebjerg skole
Stor tak til Torben !


Vores skole havde 2 gymnastiklærer som hver især havde "deres speciale".
Hr. Kruse som vi havde i geografi, men som også var gymnastiklærer gik kun op i fodbold, så de klasser der havde ham spillede altid fodbold på skolens idrætsplads, som lå på den anden side af Hovmestervej.
Vi som havde Haugland skulle dyrke fri idræt eller atletik, som det kaldes.
Haugland var nordmand, hvilket dialekten tydeligt tilkendegav, - han røg som en skorsten og hans fingre som var gule bar tydeligt præg heraf ligesom hans bare overkrop tydelig viste, at han havde været aktiv under krigen og havde pådraget sig et stort ar, der hvor kuglen han var ramt af havde boret sig ind, under en af de mange frihedsmissioner han havde deltaget i.
Hos Haugland fik man ikke kun undervisning i kroppens mange muligheder inden for udfoldelse af fri idræt, næ - man kunne også om vinteren lære at svømme og tage div. svømmemærker samt deltage i skolestafetsvømning, alt sammen i Øbro svømmehals kolde vand.
Haugland afholdte også ekstra gymnastik, hvor store som små kunne deltage, hvis bare man kunne følge med i hans tempo og var i stand til at løbe på stedet for at varme op ca 15 minutter.
"Det ska gjøre ondt" sagde han altid og grinte.
I vores egne indendørs timer spillede vi kravlefodbold, så man næsten ikke ku' gå op til 3. sal dagen efter af ømhed i lår og overarme. og så basketball og naturligvis redskabsgymnastik med div. spring og øvelser m.m. og skoleidrætsmærker blev uddelt fra bronze til guld med platin til atletik"folket".
Hans store kærlighed lå klart for atletikken. Han udtog de elever fra forskellige klassetrin som skulle være med til at konkurrere mod andre kammerater fra andre skoler; det være sig på Genforeningspladsen eller til skolernes idrætsdag i KFUM parken, hvor vi fra vores klasse altid klarede os pænt.
Jeg husker, at Dennis og jeg blev udtaget til at repræsentere Danmark i aldersgruppen 15-16 år i Stockholm, hvor vi skulle "kæmpe" mod Nordens andre udtagne drenge i denne aldersgruppe. Vi boede på Idrætshøjskolen på Lidingø i de 5 dage, vi var der, og mange adresser er sikkert blevet udvekslet os udøvere imellem til senere kammeratlig brug.
Hvert år var der så, også igen på Øbro Stadion, atletik, hvor vi konkurrerede om at blive Københavnsmester. Her fik man små boggaver, hvis det lykkedes at komme på podiet og den tids sports TV med Gunnar "Nu" var på pletten og optage - stort var det.
I Hafniaden som blev afviklet i forbindelse med Københavns 800 års jubilæum deltog på 400 m, Lennart, som repræsentant for Bispebjerg skole, og vi havde i det hele taget rigtig mange fra vores skole/klasse som "gjorde sig", når kampen skulle udkæmpes mod de andre skoler i København.
Haugland var dansk gift og de havde sammen et sommerhus på Agersø, som de var utrolig glade for og så ofte som det lod sig gøre, besøgte. Det har derfor været ganske naturligt for dem, at de på deres pensionist dage skulle bo fast der, - og i 1997 på min sejltur til øen efterspurgte jeg ham derfor også hos en gl. fisker, - som dog kunne berette at Adler Haugland var afgået ved døden året før og ligger begravet på øens eneste kirkegård. Her "besøgte" jeg så vores gl. gymnastiklærer og lod tanker og minderne flyve om dengang for mange, mange år siden, da drenge blev gjort til mænd af nordmanden Haugland.

Torben

en sund sjæl i et sundt legeme

frivillig idræt

frivillig idræt fortsat

Velkommen til vores hjemmeside