Bendt Nielsen - årgang 1951 skriver:

 

 

 

Til Hjemmesiden for Bispebjerg skole.

 

Først vil jeg takke Jer, Tommy og Steffen, for den hjemmeside I har etableret.

Jeg fornemmer, der ikke er så meget fra den årgang, hvor jeg gik i skole. Derfor har jeg følt trang til at knytte nedenstående kommentarer.

Jeg har et særligt ønske, at få min klasselærer Karl Henriksen med på listen over skolens lærere. Det fortjener han.

-På Bispebjerg, nærmere betegnet hjørnet af Frederiksborgvej og Rentemestervej flyttede vi til. Vi, min mor, far, og søster, flyttede fra Islands Brygge (”Bryggen”) i 1949. Min søster startede med det samme på Bispebjerg skole. Hun havde tidligere gået på Amagerbroskolen på Amager.

Min søster var meget glad for skiftet til Bispebjerg skole. Hun var 7 år ældre end jeg, så det var ikke meget vi så til hinanden, mens vi gik i skole. Nu var det jo heller ikke tilladt at overskride den gule stribe i skolegården. Alligevel hørte jeg en del om de lærere hun havde. I flæng kan jeg nævne Rantvig, Thurborg Jørgensen, Laura Nielsen, viceinspektør Sand, Sigrid Jelshøj. Sigrid Jelshøj var min søster specielt meget glad for.

-På skolen var toiletforholdene under al kritik. De var mere eller mindre ødelagte. Muligvis blev de gjort rent, men jeg er ikke sikker på, at det var ret meget. Jeg ved at min søster nægtede at gå på toilet i skoletiden. Kunne hun ikke holde sig, gik hun på lærernes toilet. Jeg mener hun fik en sveder for det, men det var hun ligeglad med. Hun nægtede simpelthen at gå ind på elevtoiletterne.

På et tidspunkt blev de gamle lokummer i skolegården lukket, og drengene fik toiletter under sanglokalet, hvor der før havde været cykelkælder for lærerne. Det skal nævnes, at mange af lærerne kørte på cykel til skolen, men det ændrede sig. Bilen blev, som i det øvrige samfund, også lærernes transportmiddel.

-Jeg vil ikke sige jeg var ked af at gå i skole. Der var bestemt lærere, som jeg ikke havde megen respekt for. Ikke fordi jeg var nogen ballademager, men deres menneskesyn, som de med al tydelighed udviste overfor os børn, kunne jeg på ingen måde respektere. Det var bestemt ikke noget, man tillod sig at gøre opmærksom på, men det var noget, jeg selv var meget opmærksom på, da jeg mange år efter selv, skulle have børn i skole.

Påfaldende var det, at forholdene blev forandret ret hurtig efter jeg gik ud af skolen, og mærkelig nok kunne lærerne også ændre adfærd. Om det også skete på Bispebjerg skole har jeg ikke haft føling med, men min fornemmelse er, at en vis sandpapirsag i Hvidovre generelt satte skub i en ændret opførsel hos lærerne.

-Jeg kan huske min første dag på Bispebjerg skole. Vi var samlet forældre og børn bag gymnastiksalen, hvor der normalt spilledes rundbold.

Jeg startede i 1951 i 1.A, og var på Bispebjerg skole til 4. mellem, som det hed dengang.

Min klasselærer var Karl Henriksen. Klasseværelset var nummer 27. Det lå oven over sanglokalet.

Karl Henriksen havde vi i alle timerne det første skoleår. For os, der gik sammen fra 1.A, var han vores klasselærer indtil 9.skoleår. (4. mellem.)

-Karl Henriksen var en fremragende lærer. Efter 5. klasse havde vi ham kun i matematik, men det var han til gengæld også god til at undervise i.

For mig var Karl Henriksen den optimale lærer at have. En stille, rolig, uafbrudt piberygende mand. Han røg Singleton. Meget sjældent kunne han finde på at løfte stemmen. Det var ikke nødvendigt. Han indgød respekt, og han havde en fantastisk evne til at lære fra sig, specielt i matematik, som vi fik i de større klasser. Han havde en evne til at fortælle matematikken i form af historier. Jeg kan i dag med succes fortælle de samme beviser og matematiske læresætninger til mine børnebørn, med Henriksens historier. I den forbindelse har det også haft en gavnlig virkning.

I underskolen havde jeg ham også i dansk, og her var hans evner på samme niveau. Det var bestemt hans fortjeneste, at jeg fik en vis tro på, at jeg både kunne læse og skrive nogenlunde korrekt dansk. 

-I 1. klasse kom vi ikke i gymnastiksalen. Vi kom i tumlesalen, som lå i hjørnet af pigegården. Nede i en kælder.

-I 2.klasse blev vi rykket ned i barakkerne, som lå bagved opgangen til sanglokalet.

Fra 2.klasse fik vi Ernst Svendsen, som sanglærer, og skulle selvfølgelig også være i sanglokalet. Formodentlig havde jeg, i lighed med så mange andre, ikke den store sangstemme. Jeg blev sat ned bag i lokalet, og skulle helst ikke synge for højt.

Ernst Svendsen var en lærer vi betragtede som lidt af en original. Meget patentlig, men sær.

I gymnastik fik vi gymnastikinspektøren Poul Jørgensen. Bestemt ikke en lærer jeg ser, som et positivt bekendtskab. Meget selvhøjtidelig, vrængende og nedladende overfor eleverne.

I tegning fik vi Heilesen. En udmærket lærer, men jeg tror næppe hans temperament kunne accepteres af forældre, som har børn i skolen i dag. Ej heller dengang jeg selv havde børn i skolen.

Et enkelt år i underskolen (1.-5.klasse)havde vi en relativ ung lærer frøken Bollerup i naturhistorie og Zoologi

I sløjd og i religion fik vi Jørgen Andersen. En meget lunefuld lærer. Lige så flink og venlig han kunne være, ligeså ondskabsfuld var han også. Det var måske ikke det værste, men det værste var, at det kunne komme, som dug fra en klar himmel, og det var umuligt at finde årsagen.

Indtil 5. klasse skiftede vi med at have klasseværelse oven over sanglokalet, og i barakkerne

Efter 5.klasse blev hele klassetrinet delt i frimellem og eksamensmellem, og klasseværelset blev flyttet til hovedbygningen. For mit vedkommende blev cirka halvdelen af de klassekammerater, jeg havde gået sammen med siden 1. klasse, slået sammen med cirka halvdelen fra en anden klasse.

I 1. mellem fik vi engelsk. Mogens Johnsen blev vores engelsklærer. Ham havde vi for øvrigt også i geografi i 1. mellem. En mand, som aldrig burde have været lærer. Hans undervisning var under al kritik. Formodentlig gad han ikke undervise, så vi lærte intet. Fysisk var han voldelig og utilregnelig. Det kan ikke være ukendt for de øvrige lærere, men de valgte åbenbart at lukke øjnene. Når jeg i dag tænker over det meget omtalte mobberi i skolen, så bliver det præciseret, at de skyldige selvfølgelig er dem, som mobber, men dem, der kan stoppe mobberiet, og har et ansvar, er dem, som er medløbere eller vender ryggen til. Det skulle lærerne nok have tænkt over dengang.

Forældrene havde selvfølgelig et stort ansvar, men for mange forældre var læreren en patriark. En ophøjet person. Det var de færreste forældre, som formåede at tage kampen op mod en lærer.

I tegning fik vi Nymann Eriksen.

I fysik og religion havde vi først Schletser. Da han gik på pension fik vi frøken Bruun i religion og historie, og Jørgen Hansen i fysik.

Frøken Mynter havde vi i naturhistorie. Hun var meget dygtig, men hun havde svært ved at holde ro i klassen.

Lorenzen havde vi i tysk. En god lærer. Måske for nogen, en lærer man kunne drille, men Lorenzen lod sig ikke drille. Derfor kunne man ikke undgå at lære noget hos ham. Hans lidt gebrokkede sprog, har måske haft sin virkning.

I dansk havde vi Jelshøj. En dygtig og pligtopfyldende lærer har jeg læst, at andre har ment, hvilket jeg til dels godt kan være enig i, men jeg ville bestemt ikke have, at én af mine egne børn skulle have haft ham i dansk. På trods af hans mange gode sider ville han have haft godt af et pædagogisk grundkursus. Jeg tillægger ham skylden for, at jeg, i mange år efter jeg gik ud af skolen, ikke skrev noget som helst. Erindringen om, at de stile jeg afleverede, på det nærmeste lignede abstrakte malerier efter et gennemsyn af Jelshøj, gjorde, at lysten til at skrive var totalt ødelagt. I dag har jeg svært ved at se formålet med, at Jelshøjs røde kuglepen skulle tvære rundt i stilen, og dermed nedgøre arbejdet på en meget upædagogisk måde. Han har formodentlig gjort det ud fra hans faglige vurdering, som jeg dengang ikke forstod og slet ikke forstår i dag.

Jeg skriver meget og har gjort det i mange år, men det er ikke på grund af Jelshøj. Det er mere på trods af ham. Jeg tror ikke Jelshøj har været klar over, hvor meget han ødelagde, men han har desværre ikke vidst bedre.

I mellemskolen fik vi Mogens Kruse i gymnastik og geografi. En lærer, som jeg kun har positive ting at sige om.

En dygtig og meget retfærdig lærer både i geografitimerne og gymnastiktimerne.

Andre lærere har jeg periferisk haft noget at gøre med, men det har mest været som vikarer.

Hagensen havde jeg på et tidspunkt i gymnastik.

Jeg har været på skolens lejrskole i Gilleleje

På feriekoloni har jeg været på Eriksminde ved Rørvig.

-En oplysning, som muligvis i dag kan virke ejendommeligt, hvor de fleste familier har bad i hjemmet. Hver anden torsdag blev samtlige i vores klasse sendt i badekælderen, og blev vasket med træuld og et lille stykke firkantet sæbe. Det stoppede dog, mens jeg gik i skole.

-Jeg har læst nogle af indlæggene i forbindelse med den vold lærerne udøvede overfor skolebørnene. Jeg kan ikke på nogen måde forsvare de overgreb, der blev foretaget. Retfærdigvis skal siges. Tidsånden var en anden. Voksne fandt det naturligt, at fysisk afstraffelse var en del af opdragelsen. I den retning var lærerne ikke en skid bedre, tværtimod, selvom det lovmæssigt ikke var tilladt. Det er muligt lærerne på Bispebjerg skole var en særlig afart af racen, men jeg tror deres lige også fandtes andre steder.

Alligevel var der en meget stor forskel på lærerne. Nogle lærere havde det mål at få ro i klassen, så de kunne give en god undervisning. Desuden havde de den forkvaklede opfattelse, at de bogstavelig talt kunne banke viden ind i ungerne, hvis deres pædagogiske evner ikke formåede det på anden måde. Man kan sige, at målet for dem helligede midlet.

Den anden gruppe af lærere burde aldrig nogensinde have noget med andre mennesker at gøre. For dem var målet at bevare deres gode velnærede job. Ungerne var et nødvendigt onde. Til gengæld skulle ungerne holde deres kæft og forstyrre så lidt som muligt. Det kunne læreren lettest gøres ved at virke truende og voldelig.

Den sidste gruppe lærere var dem, som reagerede i effekt. Ikke fordi det kan retfærdiggøre handlingen, men vi var nogle meget store klasser, og nogle af børnene kunne vel også overskride grænserne for det tilladelige.

 Set i bagklogskabens klare lys, er det uforståelig for mig, at forældre og lærere ikke på daværende tid greb ind. Umiddelbart så det ud som om, at den eneste mulighed forældrene havde, var, at flytte barnet til en anden skole, som muligvis havde en anden indstilling. Det var der også, forældre der gjorde.

-Siden 1985 har jeg boet i Præstø. Interessant er det, at vi mindst er tre elever fra samme årgang, der har gået på Bispebjerg skole, og bor i Præstø. En lille by på cirka 7000 indbyggere. Vi har dog ikke gået i samme klasse.

En enkelt klassekammerat fra 1. klasse ser jeg endnu.

Min kone har via et kursus hun gik på for 30 år siden fået kontakt med en pige, som har gået i min parallelklasse på Bispebjerg skole. Hende og hendes mand kommer vi en del sammen med, og historier fra Bispebjerg skole bliver periferisk vendt, når vi er sammen.

Jeg boede på hjørnet af Rentemestervej og Frederiksborgvej. I modsætning til Bryggen, som min familie flyttede fra, var det udover at være et solidt arbejderkvarter, også kvarteret, hvor fabrikkerne lå tæt.

Jeg boede lige overfor C.Schous Fabrikker.

C. Schous Fabrikker var en stor arbejdsplads. En fabrik som fremstillede sæbe, lys, og parfume. Det kan nævnes, at mange steder i København lå Schous Sæbehuse. I provinsen hed de samme sæbehuse ”Tatol”. Også de forretninger leverede Schous Fabrikker varer til. Jeg har siden hørt, at forskellen var, at ”Tatol” var selvejende forretninger. Dog indkøbt af Schous Fabrikker, og lejet ud til en bestyrer. ”Tatol” handlede ofte med egne varer, men skulle også forhandle Schous fabrikkers varer.

Schous fabrikker havde deres egen kørselsafdeling med omkring tyve lastbiler. Mange ufaglærte var ansatte på denne fabrik.

Flere andre fabrikker i området, var ejet af Schous fabrikker. Plastik fabrikken ”Plastika”, som fremstillede plastikbaljer og toiletsæder i plastik.. Pladeselskabet Tono. Begge de fabrikker lå på hjørnet af Dortheavej og Frederiksborgvej. Ilka fremstillede barbersæbe. Den lå på Bisiddervej

Længere oppe af Dortheavej lå fabrikkerne Ira og Hema senere Ægir, som var børstefabrikker. På hjørnet af Peter Ibsens alle´ og Møntemestervej fremstillede Schous fabrikker vaskepulver. Det skal nævnes, at Benmøllen også blev opkøbt af Schous fabrikker. Den stank af helvede til om sommeren.

Schous fabrikker havde i øvrigt også deres egen børnehave, som lå på Dortheavej.

Udover de nævnte fabrikker var også andre småfabrikker tilknyttet Schous fabrikker. Området var meget præget af den fabrik, men derudover lå der også mange andre fabrikker.

Cloud og Marstrand, som fremstillede gulvspande. Thor vaskeriet. Mejeriet Enigheden. Tekno biler. Blot for at nævne nogle af de største fabriker.

Cloud og Marstrand lå på et meget stort område omkranset af Rentemestervej, Frederiksborgvej, Rebslagervej og Drejervej.  Sidenhen blev området brugt til teknisk skole.

Min fornemmelse var, at Cloud og Marstrand for mange mennesker var lidt af en gennemgangslejr i 1950 erne. Lønnen var af helvede til, og arbejdet var bestemt ikke særlig attraktivt, så de fleste mennesker fandt noget andet arbejde så hurtig som muligt.

I 1950erne, var der en tilgang af mennesker fra provinsen, og på Cloud og Marstrand kunne man stort set altid få arbejde. Desuden var der mulighed for at få et værelse at sove i. Afvises kan det heller ikke, at brudte ægteskaber gjorde, at Cloud og Marstrand havde en vis tiltrækning, især hvis personen af forskellige grunde ønskede at flytte langt væk fra en tidligere ægtefælle.

I forbindelse med værelserne, som i stor udstrækning var beboet af folk, der arbejdede på Cloud og Marstrand, har jeg oplevet det miljø, da jeg gik med morgenaviser i ejendommen.

Ejendommen lå på hjørnet af Rentemestervej og Frederiksborgvej. I stueetagen lå Løve kroen. På første sal lå til omkring 1960 en danseskole. Derefter flyttede pastor Harald Søby ind med sin frikirke. Harald Søby var smidt ud af den Danske Folkekirke. Han ville ikke velsigne kongen. Desuden velsignede han det første lesbiske par. En hel del presseomtale var der om Harald Søby, men jeg fornemmede ikke, der var så mange kunder i hans prædikebiks. Alligevel har han nok haft en vis indflydelse på en vis liberalisering af den dengang meget patriarkalske Danske Folkekirke.

Ovenover danseskolen, boede værtshusholderen. På kvisten, eller måske var det et tidligere loftrum, var værelserne, hvor nogle af arbejderne fra Cloud og Marstrand boede.

Hvor meget privatliv, der har været i det miljø, er temmelig tvivlsomt. Værelserne var meget små. Skillerummene var formodentlig ikke andet end en spånplade. Når jeg kom med morgenaviser, var der et farligt hullumhej. Jeg blev aldrig klar over, hvem der skulle på arbejde, eller hvem der kom fra nathold, for der var kun et lokum, og alle skulle samme vej.

Mejeriet Enigheden lå på hjørnet af Rentemestervej og Lygten, og var efter sigende en god arbejdsplads. Det var en kooperativ virksomhed.

Udover mange store virksomheder var der også mange enkeltmands virksomheder, som lå i kældre, og bagbygninger. En lille lædervarefabrik. Et firma, som fremstillede korkpropper. En metalsliber.

Hele dette blandede bolig og fabrikskvarter, var omgivet af værtshuse

Fra Frederikssundsvej op ad Frederiksborgvej lå Cafe´ Fredensborg, Bondestuen, Pigalle, Løve kroen. Viggos vinstue. På Glasvej lå Glaskroen. På Rentemestervej lå Rentemesterkroen.

Min fornemmelse var, at deres store ugentlige fortjeneste lå om torsdagen, når lønningsposerne blev uddelt.

Billardbordene var besat, og der blev drukket tæt. Ofte stod konerne udenfor fabrikken om torsdagen for at redde en del af ugelønnen. Ukendt var det ikke, at der var slagsmål udenfor kroen, men som regel gik de ind og drak videre, når de havde raset af.

Jeg boede overfor Løve Kroen. Udenfor vores soveværelsesvindue, som lå i stueetagen, var der sporvognsstoppested for linje 16 og 19. Når Løve Kroen smed de sidste gæster ud, var det ikke ukendt, at der kunne være noget højrøstet tale. Man skulle i hvert fald ikke være den store strateg for at finde ud af, hvor de kom fra. Der kunne spores en vis uenighed mellem ”fyldebøtterne”, men det var nu ikke de store kulturelle emner, der var uenighed om. Det var ikke altid let at finde ud af, hvori uenigheden bestod. Umiddelbart lød det heller ikke, som om, det var helt let for de sene natteravne at finde en linie i uenigheden.

Det skal nævnes. Jeg har ikke bemærket, at beboerne i det område jeg boede i, var særlig tørstige. Enkeltpersoner kunne selvfølgelig altid udpeges.

Overfor, hvor jeg boede på hjørnet af Rentemestervej og Frederiksborgvej lå produkthandleren i nogle år. Sidenhen flyttede den til Brofogedvej i nærheden af værtshuset Bondestuen.

Hos produkthandleren kom ”Syvtallene”.

”Syvtallene” var dem, som gik og rodede i skraldebøtterne. Deres universel værktøj var en tynd jernkrog, så de kunne rode rundt i skraldebøtterne. Deraf deres navn. Oftest på en trehjulet ladcykel kørte de rundt. På ladet var der en hel del bøtter. Fra skraldebøtterne samlede de klude, jern og metal, gamle aviser, flasker, og gammelt brød.

”Syvtallene” generede ikke nogen. Typisk var de lidt tørstige, og havde åbenbart fundet en indtægtskilde ved at samle ting sammen fra skraldebøtterne. Nogle af dem havde lejligheder. Andre fornemmede jeg sov i produkthandelen. Én havde sit soveværelse på ladet af sin trehjulede cykel. Den trehjulede cykel blev kørt ind i et hak på Bisiddervej. Han tog ikke noget tøj af. Ej heller kasketten. To sække var hans nattøj. Den ene trak han på nedefra og op. Den anden trak han nedover hovedet. Sengen var ladet på cyklen.

En vis skillelinje mellem ”Syvtallene ”, ”Skærsliberne” og ”Spritterne” var der i det område omkring Rentemestervej. I dag vil man nok samlet kalde dem en befolkningsgruppe, som lever på en alternativ måde. Lidt på kanten af samfundet.

Min fornemmelse var, at skærslibercyklen gik på omgang mellem ”Spritterne”, når der skulle samles penge ind til fornødenhederne.

”Spritterne” drak kogesprit, så det har været hård kost for de indre organer. De holdt for det meste til på Rebslagervej ved Lygten. Påfaldende var det, at nærmeste nabo var mejeriet ”Enigheden”, men den har de nok gået en stor bue udenom. Sidenhen blev der blandet noget i kogespritten, så den ikke kunne drikkes. Jeg er ikke vidende om, hvordan spritterne efterfølgende klarede hverdagen.

Også ”Spitterne” var ret uskadelig. Vi kunne opleve, at de kom og tiggede ved gadedøren. Jeg kan huske, at min mor smurte nogle gange en madpakke til dem. Dog måtte hun holde op med det, for de havde slået et kryds på dørkarmen. Åbenbart mente de, at min mor lige så godt kunne fodre alle ”spritterne” i området, når nu hun var i gang.

Når jeg gik med morgenaviser, var det ikke ukendt, at der lå mennesker i opgangen og sov. I opgangene var der sjældent noget lys. Pærerne manglede, men man kunne altid finde hen til brevsprækken, hvor avisen skulle ind. Problemet var, at man for sent opdagede, at der lå én og sov. Ofte var det en brandert der skulle dampe af.

Én af notabiliteterne. En ”spritter” ved navn Lange Frank. Mange historier gik der om ham. De fleste børn og voksne kendte ham. Han var absolut uskadelig, men så man ham for første gang, kunne han virke meget faretruende.

Lange Frank var meget høj, og havde et ansigt, der så rimelig brugt ud. Normalt havde han en kæmpe brandert på. Når han kom balancerende hen af fortovet, havde han den ene arm ude til siden, som en vingeskudt fugl. Formodentlig var det for at holde balancen.

Det forekom, at ”salatfadet” kom og hentede ham. Typisk, når han i sin brandert var faldet omkuld, og ikke kunne rejse sig op. Jeg erindrer engang, han havde tabt sine bukser og sad i en stor snedrive. Det måtte politiet løse. De kendte ham, og tog ham bare med.

Det siges, at han var kommet fra en temmelig velstående familie, og havde haft en lovende fremtid for sig, men et eller andet med ulykkelig kærlighed, havde slået ham helt ud, og han var havnet, som ”spritter”. Jeg kan huske han ofte tiggede om at få en halv krone. Mange forskellige skæbner har der formodentlig været blandt ”spritterne”. Næppe nogen har ønsket den karriere, de har fået.

Vi var en hel del børn på Rentemestervej, men friarealerne til at lege på var meget ringe. Godt nok var der en gård, men ofte hang der vasketøj, og så var det begrænset, hvor meget der var plads til at udfolde sig. Spillede man bold eller larmede lidt for meget, så blev beboerne vrede. Heldigvis var der i starten ikke så mange biler på vejene, og Schous fabrikker var lukket om søndagen, så Rentemestervej kunne bruges i fuld udstrækning.

Da vi blev ældre tog vi på fodboldbanerne i Utterslev, og spillede fodbold.

Om vinteren var vi på skøjtebanen i Ringertoften, når det vel og mærke var frostvejr.

Der var forskellige ungdomsforeninger i det område. Jeg var selv blevet medlem af FDF, som holdt til i Kapernaumskirken. Sidenhen blev FDF flyttet til Utterslev Børnegård.

Den økonomiske grundsten til Utterslev Børnegård blev lagt af pastor Klausen ved, at han samlede frimærker. Han blev også kaldt Frimærkepræsten. 

Jeg ved, der også var noget der hed TK.

DUI, De grønne og gule spejdere var også repræsenterede.

I FDF mødtes vi cirka én gang om ugen. Vi gjorde gymnastik én gang om ugen på en af skolerne, og om sommeren spillede vi fodbold på Nøkkerosevej.

I sommerferien, påske og pinse var vi på ture med overnatning.

-Ja, det var blot lidt af det jeg kunne bidrage med

Skulle nogen have yderlig interesse for den årgang, jeg tilhører, står jeg selvfølgelig til rådighed, hvis jeg kan hjælpe med oplysninger. Området jeg boede i, var Rentemestervej – Frederiksborgvej – Glasvej.

Med venlig hilsen.

Bendt Nielsen

e-mail: nielsenbendt@gmail.com

 

 

Erindringer efter skoletiden - skrevet af Bendt Nielsen, årgang 1951 - indlæg januar 2015.

På vores festlige sammenkomst i 2014 gav jeg udtryk for, at det ville være godt, hvis Vi, fra Bispebjerg skole, kunne give vores historie om, hvad der blev af ”OS”.

Normalt er det celebre historier, der bliver rullet op fra de ”glitrede blade”, med forskellige skandalehistorier. 

I sådanne tilfælde er det kendisser, som har mediernes interesse. For dem, som ønsker at boltre sig i royale sager og lignende slags, er der ikke fordomme for mig, men det er langt mere interessant for historien at vide, hvad blev der af ”rullekonen og bananmandens unger”. Dette i overført betydning.

Grunden til, jeg skriver dette indlæg, er, at eftertiden bliver klar over, hvilket miljø Bispebjerg var, og specielt, hvilket miljø Bispebjerg skole var, og hvad vi tog med i "rygsækken" fra det miljø. 

Min erfaring er, at mine børn og børnebørn ønsker at kende deres rødder. Jeg har fornemmelsen af, at mange af os, som er blevet bedsteforældre, oplever, at vores børn og børnebørn meget gerne vil høre historier fra tiden, hvor vi var på samme alder, som de er nu. Hvad var det, vi havde med os fra vores opvækst på netop dette sted? Hvad har vi givet videre til vores efterkommere?

Mit ønske er ikke at give en lidelseshistorie om vores kvarter, men visse holdninger er grundlagt i de år, hvor jeg voksede op på Bispebjerg. Retfærdigvis må jeg også erkende, at visse fordomme om mennesker, der boede andre steder også, blev ”født”, mens jeg var barn, og ung mand på Bispebjerg. Sidenhen har jeg måtte revidere mine fordomme, heldigvis. Til gengæld fik jeg forhåbentlig også i mit barndomskvarter en vis tolerance overfor typer, som godt nok ikke var, som folk var flest, men de var en del af det miljø, jeg voksede op i.

Mine børn og børnebørn havde på et tidspunkt et ønske om at gå på eksekution i mit fodspor eller Memory Lane. Retfærdigvis skal nævnes. Ved samme lejlighed tog vi turen, hvor min kone havde boet og opvokset, hvilket var Nørrebro og Frederiksberg.            

Starten blev på Bispebjerg. Det blev en speciel oplevelse. Mange minder rullede op, men også mange forhold, som ikke kunne gives noget svar på.

Min tid i skolen har jeg beskrevet om på Bispebjerg skoles hjemmeside, men hvad blev der af "OS".

Jeg har stadigvæk nogle ting, som ligger i min erindring. Hvad blev der af de tre børn, som boede i stuen i opgangen i nærheden af os? Moderen og faderen var temmelig tørstige. Drengen havde et handicap, idet hans ene hånd var forkrøblet. Dengang så vi det bare, da han lå i sin barnevogn, men vi vendte ryggen til. Først da jeg selv fik børn, var det noget, som jeg ofte tænkte over.

Lange Frank, Kristian "Højtaler", Osvald og Karin. Notabiliteterne, som levede et liv man i dag må betegne, som lidt alternativt. 

Lis, som også er omtalt på Bispebjerg skoles hjemmeside. Hun gik ikke i skole. Vi kunne kende hende på stemmen. Jeg gik i samme klasse, som hendes bror.

”Snehvide”, som ikke havde været i nærheden af vand og sæbe i umindelige tider.

Hr. og fru blomsterhandler, som begge var mænd. Alle vidste, hvad det drejede sig om, men det var lidt af et tabuemne. Det var det dengang.

"Tarzan", hun boede længere oppe af vejen, og havde ofte søstre på besøg. Hun må have haft mange søstre.

Barnevognsforhandleren, som blev myrdet. Forbrydelsen blev aldrig opklaret.  

På maskinfabrikken, hvor jeg var i lære. Det er i dag moske. Den ligger på Vibevej.

-Om lørdagen tog vi, som unge, ind til byen. 

Scandia, dansebulen, lå på første sal på hjørnet af Rådhuspladsen og Vesterbrogade. Som regel stod der en udsmider i uniform med blankskygget kasket. Vi stod i kø for at komme ind. Pengene var små, så vi skulle have øllen til at holde længe. Ofte var køen for lang i Scandia, så vi gik i Dansetten. Heller ikke der var det let at komme ind. Klokken to stoppede forlystelsesstederne. Havde vi penge nok gik vi i Nyhavn, der var stort set altid åbent. Ofte sluttede aftenen klokken to. Vi købte en madpakke på Rådhuspladsen ved en smørrebrødsvogn, og gik hjem. Lommerne var tømte.

Efterhånden fandt vi ud af at holde festerne privat. Dels var det i nærheden af, hvor vi boede, dels kunne vi få mere for pengene, når vi købte høkerbajere. Brændevin var også en mulighed.

Vin blev kun drukket til konfirmationsfester. Dog skete det, at pigerne delte en flaske vin. Mærket var Nonneblod, Præstetanker, eller Okseblod. I reklamerne stod der ”Den med tyren”.  Bag disse navne var der noget værre ”sprøjt”, som dengang blev drukket med stort velbehag. Jeg kan nævne, at den stadigvæk kan købes, til gengældt smager den ikke af en skid. 

Da vi flyttede hjemmefra og var blevet gift købte vi Piermedar vin, rød og hvid. Den havde aldrig set en drue. Den kom direkte fra et kemisk laboratorium. Sidenhen var der ingen med respekt for sig selv, der ikke havde et par balloner vin stående og boble. Smagen var måske tvivlsom, men virkningen var der i hvert til fælde.

-Tilbage til, da jeg var i lære.

Lidt ekstra penge kunne man tjene. Jeg var biografpiccolo i Bella bio. Biografen ligger der ikke mere, men jeg så Elvis Presley ”Bleu Hawai” en bunke gange.

Da jeg var 18 år havde jeg sparet sammen til at få et kørekort

Mens jeg var i lære, kørte jeg hos Iwan smørrebrød. Lønnen var ikke noget at prale af, men man kunne ofte få lidt drikkepenge. I smørrebrødsforretningen var der mange unge mennesker, så stemningen var god. Det skal nævnes, at mange forskellige mennesker med en meget forskellig baggrund var i kortere og længere perioder ansat hos Iwan smørrebrød. Alligevel var der en tolerance, som fik foretagendet til at fungere.

Efter læretiden. Ind som soldat. Det var fanme ikke nogen succes. Jeg syntes befalingsmændene var en flok sadister.  Det diktatur, man havde taget afstand fra i skolen og på lærerstedet, skulle åbenbart fortsætte indenfor militæret. Det var bestemt ikke et udtryk for, at vi, som nation, ikke skulle forsvare os, men jeg kunne overhovedet ikke se, at jeg skulle forsvare et demokrati, som accepterede diktatoriske metoder i deres institutioner. I det her tilfælde militæret. Efter tre måneder blev jeg kasseret, ellers var jeg nok røget i spjældet.

Arbejd på en fabrik, som udlært svend. Kort efter blev jeg gift. Vi traf hinanden til en fest i en havekoloni. Det skal nævnes. I de år, jeg havde kørt som aften og weekendchauffør i smørrebrødsforretningen, havde min mor været kassemester. Det bevirkede, at jeg havde til udbetalingen på en grund, hvor jeg på et senere tidspunkt kunne bygge et hus. Dog var grunden endnu ikke blevet byggemoden.

Inden da, skulle min kone og jeg dog finde noget at bo i. En lejlighed vi var i stand til at betale. Det var bestemt ikke nogen let opgave for nogen. Løsningen blev en funktionærlejlighed. Den kunne min kone leje under forudsætning af, at hun arbejdede på fabrikken, som ejede lejligheden. I København var det svært at få noget at bo i, som kunne betales, men let at finde arbejde.

Det, at tænke på, at bo i eget hus, var noget helt nyt. Både for min kone og jeg selv. Trods alt var Bispebjerg eller NV ikke et kvarter, som var præget af ligusterhække, og dermed enfamiliehuse. Udviklingen var imidlertid til stede. Lønningerne steg. Priserne på huse steg, og var man heldig at stå på ”toget” med investering i grund og hus i god tid, red man med på inflationsbølgen.

Min kone og jeg byggede hus. Det var et nybyggerkvarter, hvilket formodentlig var årsagen til, at et godt socialt fællesskab blev skabt i området.

Vi fik fire børn. Egentlig boede vi godt og havde nogle fremragende naboer. Vi var begge to aktive i området. Udover det var jeg aktiv på min arbejdsplads, og i politisk arbejde. 

I relation til min danskundervisning på Bispebjerg skole, som jeg tidligere har skrevet om, havde jeg en skræk for at sætte blæk på et stykke papir og skrive noget andre kunne, eller skulle læse. Det blev gradvis ændret. Jeg var så heldig på min arbejdsplads at møde en utrolig dygtig tillidsmand. Godt nok havde han et handicap. Han var meget ordblind, men han skjulte det ikke. Han var formodentlig årsagen til, at jeg opdagede det ikke kunne nytte noget at dukke nakken, fordi man ikke var god til det skriftlige. At tage notater var væsentlig i fagligt arbejde, og det viste sig, at Jelshøjs opfattelse af mine negative evner i den retning var temmelig overdrevne.

På trods af, at vores lille familie havde en god og tryg tilværelse bag en ligusterhæk, havnede vi alligevel efter 17 år på et gammelt husmandssted mellem Jungshoved og Præstø. Det var lidt af en tilfældighed, at det netop blev der. Her var sku’ ikke megen lighed med hjørnet af Rentemestervej og Frederiksborgvej.

Visse fordomme havde jeg mod at bo så langt fra København, men heldigvis viste det sig, at mennesker ligner hinanden til forveksling på godt og ondt. Alligevel kommer vi tit til København og besøger venner, familie, gamle naboer, og selvfølgelig Bispebjerg skoles gamle elever. 

Som dreng frra Bispebjerg havde jeg aldrig regnet med at komme til at spille deletant eller amatørteater, men også det var lidt af en tilfældighed.

Min kone startede, fordi hun handlede i brugsen, og der var instruktøren. På et tidspunkt skulle de bruge en forvirret far på scenen. Stykket kunne kun gennemføres, hvis jeg ville deltage. Min kone påstod, at jeg ikke skulle optræde. Bare være som jeg plejede.

Det blev igennem mange år mange gange på scenen, hvor mennesker mødes på tværs af forskellige personlige forhold. 

Mange roller lige fra forvirret far til fordrukken præst er det blevet til.

Det skal nævnes, at jeg fik 16 år i Præstø byråd. Det var godt nok en lidt anden scene, men bestemt ikke kedelig. Dem jeg ”drøppede” sammen med, som dreng og ung mand, på Bispebjerg har næppe troet, at jeg på et tidspunkt skulle sidde og beslutte udvidelse af svinefarme, opsætninger af vindmøller, og klassekoefficienter. Til gengæld fik jeg et udmærket og venskabeligt forhold til mange skolelærere. For de fleste var det andre typer end dem, jeg havde lært at kende på Bispebjerg skole.

Det er 31 år siden vi flyttede til Præstø. Vi kan stadigvæk godt lide at komme ind til byen, men vi er bestemt ikke utilfreds med at være hjemme igen.

To elever fra min parallelklasse på Bispebjerg skole bor også i Præstø. Ved den sidste elevfest, 2014, mødte jeg en noget yngre model fra Bispebjerg skole. Hun kom også fra Præstø. Det var en overraskelse. Hun havde været meget tæt på vores familie, men åbenbart havde vi ikke talt om, at vi havde gået på den samme skole.

Til slut vil jeg nævne, at min interesse for lokalhistorie er baggrunden for at nogen skriver Deres historie. Husk, det vi skriver i dag, er historie imorgen.

xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx

Ditte Nielsen - årgang 1963 -indlæg skrevet 6. maj 2015

Min skoletid og min lærer på Bispebjerg Skole:

Jeg startede i Bispebjerg skole i august 1963. Jeg havde hørt fra min søster, som gik et par klasser over mig, at spanskrøret netop  var blevet afskaffet, så jeg ikke behøvede at være bange for det. Men hun havde med egne øjne set det stå ved inspektørens skrivebord på kontoret. Således beroliget gik jeg glad afsted til min første skoledag.

Klassen hed 1. Y. Vi fik en ældre lærer der hed Hr. Thomassen. Men han stoppede allerede efter et par måneder.

Så fik vi Frøken Inger Lykkegård! Hun var en ældre dame, lille og trivelig med knold i nakken. Hun indførte streng diciplin.  Hun var  et interessant menneske. Hun havde været kristen missionær  i Kina, og kunne derfor kinesisk. Hun havde viet sit liv til Kristendommen, og havde hverken haft mand eller fået børn.  Særlig rar var hun ikke. Men hun kunne fortælle historier! Bibleshistorier! Det foregik ved at hun inden timens begyndelse,  havde dekoreret tavlen med flotte tegninger i kulørt tavlekridt, forestillende motiver fra den historie hun nu skulle fortælle. Hun fortale levende og inderligt, og gjorde meget ud af at drøfte historiernes pointe og morale. Vi blev således grundigt undervist i Kristendommen. Hver dag fik vi salmevers for, som vi skulle lære udenad. Næste dag skulle vi så, på skift, rejse os ved pulten og recitere et vers af den pågældende salme.  Salmerne og det mærkelige sprog i dem, samt pointerne og moralerne blev også grundigt gennemgået og diskuteret. Hun var selv meget umusikalsk, så hun havde et problem når hun skulle lære os melodierne. Da jeg er musikalsk og havde en god stemme, blev jeg hendes hjælper, hvad det angik. Hun startede med at synge salmen på sin egen ubehjælpsomme facon, og jeg deschifrerede så melodien og sjussede mig til hvordan den rigtigt skulle lyde. Somme tider, hvis man var artig, fik man lov til at følge med hende ned i skolens kælder og hente et lille hånddrevet  orgel, som hun ubehjælpsomt spillede på. En af eleverne fra klassen blev så udvalgt til at pumpe orglet mens hun spillede.

I kælderen fandtes også store kasser med fotostater, med billeder fra bibelen. Disse billeder var fantastiske. F.eks husker jeg et billede, forestillende Jesus på korset, med en fantastisk himmel der åbnede sig bag ham.

Når hun havde fortalt en bibelshistorie, skulle vi alle tegne motiver fra den. Så fik vi farver og papir udleveret, og vi sad alle tavse og fordybede , mens hun gik rundt langs med stolerækkerne og inspicerede vores arbejde. Bagefter udvalgte hun  de tegninger hun syntes var de flotteste, og viste dem fra kateteret, hvor den elev, som havde tegnet tegningen, skulle stå og redegøre for motivet.

Hver morgen havde vi morgenbøn og salmesang.  Jeg husker at jeg en dag, gennem den lille rude i døren, så tandlægerne vente udenfor med deres Flour, til vi var færdige med ritualet. Jeg husker at de stod og små-fnisede.

Ud over salmesang, lærte vi også vores fædrelands-sange, og  Lykkegård tegnede også disse på tavlen, med sit flotte farvekridt. Og hun fortalte med fynd om Danmarks glorværdige historie, om riddere og korstoge, om kæmpehøje og oldtid.

Det var meget spændende.Der var rigtig megen udenadslære, og jeg husker hvordan vi i kor skulle recitere eller stave, ja enddog fremsige tabeller og regnestykker.

Vi fik rigeligt af hjemmearbejde, og ve os, hvis vi ikke havde lavet det. Hun slog os over håndryggen med en lineal, hvis vi var ulydige og ikke havde lavet vores lektier.

Vi blev også opdraget til at være høflige og respektfulde overfor voksne. Hvergang en voksen, en lærer, eller en anden voksen person, kom ind i klasseværelset, skulle vi prompte rejse os, og stå ret ved vores pulte.

De første år var hun vores klasselærer, og underviste os i dansk og regning og Kristendom. Men i 3. Og 4. Klasse havde vi hende i alle fag, og ofte lærte hun os bibelshistorie selv om der stod noget andet på skemaet. Det blev mine forældre utilfredse med, og derfor flyttede de mig til Holbergskolen i 5 .klasse. Her skiltes frk Lykkegårds og mine veje. Idag er jeg egentlig ked af, at jeg skiftede skole. For hun var en fantastisk lærer, og jeg skal love for, at jeg kan min bibleshistorie den dag idag. Og det er jeg glad for.